Historien om Skotlands mindste whiskydestilleri

Som det vil være en del bekendt, arbejder Thornæs Destilleri tæt sammen med det lille skotske højlandsdestilleri, Strathearn Distillery, om at opføre et whiskydestilleri i Nordsjælland.

Derfor er det også på sin plads at fortælle lidt nærmere om det skotske destilleris historie, for det er bestemt en fortælling med mange interessante detaljer.

En drøm går i opfyldelse

Da Strathearn Distillery i 2013 så dagens lys, var det noget så usædvanligt som et lille, skotsk whiskydestilleri. Faktisk var destilleriets maksimale kapacitet sat til 15.000 liter bulk om året, hvilket var en brøkdel af det hidtil mindste whiskydestilleri på de kanter.

For stifteren og idemanden Tony Reeman-Clark var det en drøm, der gik i opfyldelse, da han kunne indvie sit eget destilleri et lille kvarters kørsel vest for Perth. Ideen om et mikrodestilleri var spundet af mikrobryggeriernes succes, men i modsætning til ølbranchen, så var reglerne for skotsk whiskyproduktion slet ikke gearet til så lille en spiller.

Det førte til en del diskussioner med de skotske lovgivere og ikke mindst den etablerede whiskybranche. Kort tid efter indvielsen besluttede stifteren derfor at grundlægge en helt ny brancheorganisation, Scottish Craft Distillers Association, der kunne tale de mindre destilleriers sag.


Branchens store innovator



I dag er Tony Reeman-Clark kendt som en af branchens store innovatorer. Fra starten eksperimenterede man på liv og løs hos Strathearn Distillery. Man modnede whisky på tønder af andre træsorter end eg, destillerede på cider og lavede en lokal version af den hollandske genever. En del af eksperimenterne var en udfordring for skotsk lovgivning og fik flere gange den etablerede brancheorganisation, Scottish Whisky Association, til at hæve øjenbrynene.

En ting kunne de dog ikke stille spørgsmålstegn ved, og det var modningen af whisky i 40-50 liter tønder. Modning i quarter-casks var en kontroversiel nyskabelse tilbage i 2013, men kigger man i historiebøgerne, var ideen ikke uden fortilfælde. De små tønder blev tidligere brugt flittigt, fordi de kunne transporteres på hest og var praktiske at flytte, ikke mindst når tolderen var på færde …


4000 britiske pund for den første flaske

For Strathearn Distillery har de små tønder vist sig at være vejen til succes. Så meget at deres første flaske blev solgt for et ganske overraskende beløb. Måden det skete på, fortalte stifteren i 2017 til investinperth.co.uk:

”Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre med vores første flasker, hvilket forklarer, hvorfor vi valgte en hjemmeside med 12-ugersaktioner, for at fejre vores treårsjubilæum fra modtagelsen af vores licens. For at være ærlig, så regnede jeg med at skulle ringe til familie og venner i uge 10 for at fremme nogle bud” , forklarede Tony Reeman-Clark. Det kom dog ikke på tale.

”Realiteten var, at vi fik bud på hver flaske hver 10. minut. Inden for to uger var flaske nr. 1 budt op til 2000 pund.”

Buddene på den første flaske endte på over 4000 pund og flaske nummer 2 landede ligeledes på over 3000 pund.




Hovedpinen forsvandt med cuttet

Grunden til at Tony Reeman-Clark overhovedet grundlagde sit eget destilleri skyldtes, at han en dag smagte en whisky, der ikke gav ham tømmermand. Den analytiske side af ham fandt hurtigt ud af, at det handlede om, hvornår master blenderen tog cuttet. Den nye viden ansporede ham til at starte for sig selv, for som han bemærkede, pludselig befandt han sig i et land, der på linje med Frankrig havde sin helt egen gastronomiske identitet – ikke rødvin, men whisky.

I dag er Strathearn Distillery anerkendt for sine fyldige og silkebløde whiskyer, der modnes i små tønder og altid leveres ved tøndestyrke. Samtidig har de vundet stor anerkendelse for deres sortiment af gin, der i starten hjalp destilleriet igennem de første svære år rent økonomisk. Succesen betyder, at destilleriet i dag er godt i gang med at fordoble deres whiskykapacitet og etablere et separat gindestilleri i Perth.

Lige nu kan du købe to af Strathearn Distillerys første aftapninger her på siden. Vælg mellem hele flasker eller prøveflasker.

Gå til sortiment