Tea-spooning: Branchens håndkantsslag mod uautoriseret single malt

Sidste år var vi ekstremt heldige og fik lov til at besøge Tomintoul Distillery i Speyside. Her faldt vi over et fænomen, som hører til et af branchens mere obskure forsøg på at kontrollere markedet. Fænomenet går under navnet "tea-spooning" og handler kort fortalt om, hvordan man ødelægger - for ikke at sige besudler - en ellers helt igennem passabel single malt whisky.

Det lyder rigtignok ganske ubehageligt, men som altid er der en forklaring på galskaben.




Selv med lidt whiskytønder i forgrunden er Tomintoul langt fra det klassiske glansbillede af et skotsk whiskydestilleri. Tomintoul er bygget i 1960erne og upoleret whiskyindustri.

Fra single til blend

Hvad skal man kalde det på dansk? Teske'ning lyder lidt som en lusket selskabsleg, så lad os i stedet sige det, som det er: Tea-spooning er, hvad der sker, når nogen åbner en tønde med single malt whisky og hælder nogle få dråber whisky i fadet fra et andet destilleri. Og vupti, pludselig er single malt ikke single mere, men derimod en simpel blend.

I dagens marked er single malt langt mere værdifuld end en blended whisky, så spørgsmålet er, hvorfor nogen i branchen kan finde på den slags gak og løjer. Det svarer jo til at smide penge ud af vinduet, ikke sandt?

Nej det gør ikke. Set fra hjørnekontorerne hos de store producenter er der tale om det stik modsatte. Tea-spooning handler slet og ret om at beskytte værdier.




I fadet til højre er en single malt Laphroig fra 1992. Lige over for ligger en såkaldt "Williamson". Det skal man dog ikke lade sig forvirre af. Williamson-fadet stammer nemlig også fra Laphroig, dog med en teskefuld fremmed whisky.

For store spiritusvirksomheder som Diageo, Pernod Ricard og Beam Suntory er det vigtigt at kontrollere deres brands integritet og kvalitetsniveau. Fra tid til anden dukker der fade op på destillerierne, som af den ene eller anden årsag ikke er i stand til at tilfredsstille Master Blenderens skarpe næse og smagsløg. Fadets indhold kan være ganske udmærket, men blot ikke i forhold til de parametre, som gælder for det pågældende destilleris produkter.

Disse fade kunne man fristes til at sælge fra til fx uafhængige tappere, og det har da også været almindelig praksis i mange år.

Lang næse til de uafhængige tappere

Set fra producentens side er problemet imidlertid, at tapperne kan hævde at videresælge en ægte single malt Laphroig, Glenlivet eller Springbanks, så længe fadet udelukkende indeholder whisky fra det pågældende destilleri. Den salgstale er ejerne helst foruden, for det var jo netop IKKE et fad, de selv ville lægge navn til.



Distillery Director Robert Fleming har været i whiskybranchen siden 1974 og kender hver en krog i destilleriet. Stor tak til den erfarne direktør for en lærerig tur gennem Tomintouls haller.

Løsningen er derfor at tage lidt whisky fra et andet destilleri i ejerkredsen, og hælde det på fadet, så indholdet ikke længere udelukkende stammer fra det samme destilleri. Kommer whiskyen fra flere destillerier, må man ikke længere kalde den for single malt. Og dermed er andre afskåret fra at udvande brandets identitet ved fx at sælge Lagavulin med for lidt røg eller en Macallan, der føles for let eller tør.

Der skal med andre ord kun en teskefuld til for at ødelægge et single malt fad. Og tapperne - de må nøjes med at kalde deres flasker for blends, også selvom de indeholder 99,9 % single malt whisky.