Når du køber et whiskyfad, bliver du automatisk en del af en lille eksklusiv gruppe med særlig adgang til både vores tøndelager og vores historie. Fadet fylder vi med vores prisvindende New Spirit, og fra det øjeblik, spunsen sættes i tønden, starter forvandlingen fra klar spiritus til gylden, modnet whisky.
Modningstiden afhænger af en lang række faktorer, som kan være svære at adskille. Tøndens størrelse, dens tidligere anvendelse, træets ophav og egenskaber, variationer i temperatur og luftfugtighed – alt dette er med til at påvirke modningen hen over årene. Man kan ikke sætte et kryds i kalenderen. Whisky bestemmer selv, hvornår det er klar til at blive tappet.
Fra klar spiritus til færdig whisky


Fra korn til malt
#1
Når kornet er modent, bliver det høstet og maltet. Vores korn bliver gulvmaltet og vendt i hånden med skovle under spirringsprocessen. Det giver den bedste og blideste klargøring af kornet.

Øllet brygges og destilleres
#2
Når den færdige malt er klar, starter vi med at brygge en overgæret øl. For at fremelske mest mulig frugt og kompleksitet gærer vi op til 140 timer. Bagefter dobbeltdestillerer vi øllet på traditionelle alembiske pot stills, og resultatet er vores klare, prisvindende New Spirit.

Modningen starter
#3
Sidste fase er modningsprocessen, hvor den klare spiritus hældes på træfade. Så snart spiritussen møder træet, starter ekstraktionen af smags- og aromastoffer, primært sødemidler og de velkendte noter af vanilje og karamel. Fadets ristning betyder samtidig, at spiritussen med tiden filtreres og får en mere afrundet karakter.

Angels share
#4
Under modningen sker der en iltning af spiritussen. Træets porøsitet tillader luft at trænge ind i fadet og udvikle whiskyen i en positiv retning. Desværre forsvinder der også noget den anden vej. Afdampningen kaldes for ’Angels Share’ og betyder, at der gerne forsvinder 2 - 3 % fra fadet om året – og nogle gange endnu mere.
Sådan bliver du ejer af et Thornæs whiskyfad
Thornæs Danish Whisky er baseret på lokalt dyrket, økologisk byg- og rugmalt,
der er brygget, dobbeltdestilleret og modnet på destilleriet i Kagerup, Nordsjælland - Danmark.

Bourbonfad
Den klassiske
Modning på 200 liter Bourbonfade er for alle, der ønsker den klassiske smag af single malt whisky med tydelige noter af vanilje, karamel og mokka.
Fadtype: 1st eller 2nd fill Bourbon - 200 liter
Træsort: Hvid amerikansk eg
Modning: Ca. 6-10 år
Færdigmodnet volumen: Ca. 160-180 liter v. fadstyrke.

STR - vinfad
Den komplekse
STR er vinfade, som er blevet renoveret og klargjort til modning af spiritus. STR står for 'Shaved, Toasted and Recharred' - en behandling, hvor man blotlægger friskt træ og genskaber fadets filtrerende egenskaber. Resultatet er større ekstraktion af smags- og aromastoffer og som oftest et mere komplekst slutprodukt.
Fadtype: STR - 225-230 liter
Træsort: Hvid amerikansk eller europæisk eg
Modning: Ca. 4-6 år
Færdig volumen: Ca. 180-200 liter v. fadstyrke

Sherryfad
Den sødmefulde
Sherryfadet sikrer whiskyen et mørkere og mere sødmefyldt udtryk. Fadet har typisk indeholdt sherry i 2-3 år inden det fyldes hos os. Resultatet efter modning er en mere vinøs whisky med indslag af svesker, rosiner, nødder og mørke krydderier.
Fadtype: Sherry - 200-230 liter
Træsort: Hvid amerikansk eller europæisk eg
Modning 6-10 år
Færdig volumen: Ca. 160-200 liter v. fadstyrke

Mindre og mellemstore fade
Den intense
Mindre og mellemstore fade dækker over fadtyper fra 30 til 130 liter. Fadene kan anvendes til fuldmodning, men er også velegnet til finish eller præ-modning af whisky.
Mere overfladekontakt betyder, at træets indvirkning på spiritussen forøges under lagring, og derfor sker der en mere intens modning. Resultatet er ofte whiskyer med en kraftig smag og mere tydelig karaktér.
Kontakt os for at høre om de aktuelle muligheder. Finish-fade introduceres i 2025.
Betaling
Sådan afregnes dit whiskyfad

Eksempel: 200 l Bourbonfad
(Priser er angivet ex moms og skatter. Læs mere nederst)
- New spirit modnet til whisky på 200 l. Bourbon: 65.000 kr.
- Tapning på 70 cl. flasker: 40 kr. stk.
- Punktafgift - afregnes ved tapning: 14.500 kr.
- Samlet estimeret pris pr. 70 cl. flaske: 385 kr.
Du kan vælge at lægge en førstegangsbetaling på din tønde, og efterfølgende dele restbetalingen op i rater. Første betaling udgør typisk 50 % af totalsummen. Den resterende betaling afholder du løbende over 6 år. På den måde kan du strække omkostningen i takt med, at din whisky modner.
- Førstegangsbetaling: 32.500 kr.
- Rater i 6 år: 5.417 kr. pr. år. plus renter
- Der tilføres renter i betalingsperioden, pt. 7 % pa.: 7.964 kr.
- Samlet estimeret pris pr. 70 cl. flaske: 420 kr.
Skatter og afgifter: Alle priser tillægges moms, pt. 25 %. Punktafgift tillægges efter gældende tarif, pt. 150 kr. pr. liter 100 % ethanol. Ovenstående er et priseksempel.