Pressemeddelelse - 9. januar, 2023: Whiskydestilleri bruger Equity Crowdfunding
Kagerup 9. januar, 2023
Nordsjællands første whiskydestilleri bruger Equity Crowdfunding som affyringsrampe til vækst
Når Thornæs Destilleri i Nordsjælland den 11. januar åbner dørene for køb af aktier, sker det ved hjælp af Equity Crowdfunding – en fundingmodel, som stadig er meget lidt udbredt i Danmark. Målet er en skalering af whiskyproduktionen samt ressourcer til at starte den internationale vækst – og med Equity Crowdfunding håber stifteren af selskabet at slå adskillige fluer med et smæk.
Ved indgangen til 2020 blev Thornæs Destilleri det første whiskydestilleri i Nordsjælland. For stifteren Torben Thornæs Andersen har målet altid været at gøre destilleriets whisky kendt på den internationale scene, men whisky er som bekendt ikke noget, man laver på en formiddag. Det gør finansiering til et nøgleord på vækstrejsen.
”De første år har vi primært klaret os med organisk vækst samt en lille håndfuld centrale investorer, og det har skabt en god værditilvækst i virksomheden. Men skal vi nå målet om at gøre vores danske whisky til et internationalt brand, kræver det, at vi tager nogle lange skridt fremad,” siger Torben Thornæs, og afslører dermed, at planerne peger længere frem end denne ene fundingrunde.
Whisky og Crowdfunding er et ’match made in Heaven’
For Torben Thornæs er crowdfunding en ideel vej til at opnå destilleriets mål, for der er ikke noget, som kan samle folk, som whisky.
”Whisky har alle dage bragt folk sammen. Der findes whiskyklubber i alle dele af Danmark, og whiskymesserne er fyldt med vennegrupper, der har whiskyen som deres fælles passion. Derfor er crowdfunding et rigtigt godt valg i denne fase, og jeg håber, at mange vil få lyst til at slå sig sammen og blive en del af vores rejse”, siger Torben Thornæs.
Mens crowdfunding som koncept er ideel til at skabe en bred og forskelligartet ejerstruktur, er den også vejen til at skaffe et vidtfavnende netværk af ambassadører.
”Med Equity Crowdfunding udsteder vi jo en form for folkeaktier, hvor alle inviteres til at være med. En virksomhed som vores lever af, at folk engagerer sig og støtter op om det langsigtede mål”, siger Torben Thornæs.
Vækstbørs er næste mål
Netop de langsigtede mål er grunden til, at destilleriet har valgt en svensk partner som finansieringspartner. Finreg Solutions i Malmø håndterer processen sammen med Nordic Issuing, og begge selskaber hører under den svenske Spotlight Group, som er mest kendt for sin vækstbørs for små og mellemstore virksomheder.
Jesper Møller, som er bestyrelsesformand i Thornæs Destilleri understreger, at selskabet med sit valg af partner er slået ind på en vækstkurs.
”Når man kigger på behovene i denne type virksomhed, er det essentielt at have en god og langsigtet finansieringsløsning. Whiskyproduktion er kapitaltungt, især i starten, hvor der skal bygges et varelager op af modnende whisky. Derfor er denne første runde designet som et skridt på vejen mod en IPO på Spotlight Stock Market. En børsintroduktion vil passe godt til virksomheden og øge mulighederne for at skaffe yderligere kapital til vækst – og så kan vi jo se, at flere svenske destillerier har haft succes med at gå børsvejen” fortæller Jesper Møller.
Fra sin tid som direktør i Coca-Cola og Toms Gruppen kender bestyrelsesformanden udmærket til udfordringerne i markedet for FMCG. Men hvor lagerbindingen på sodavand og slik og chokolade helst skal være så lille som mulig, er han mere tryg ved tanken om et stort whiskylager.
”I modsætning til så meget andet bliver whisky jo sjældent for gammelt. Vi er i den unikke position at destilleriets whiskytønder bliver mere værd med tiden, og som verdensmarkedet udvikler sig, er der et kæmpe afsætningspotentiale”, siger Jesper Møller.
Thornæs Whisky skal ud i den store verden
Verdensmarkedet for whisky anslås at skulle stige fra små $ 60 mia. US dollars i 2019 til over $ 86 mia. US dollars i 2027. Samtidig er markedet drænet for især gammel whisky, hvilket har åbnet forbrugernes øjne for anderledes whiskyaftapninger og ikke mindst whisky fra nye regioner.
”Whisky er heldigvis begyndt at handle om andet end 12årige aftapninger fra Skotland. Og det giver destillerier som os nye muligheder for at komme i dialog med internationale partnere og forbrugergrupper. Derfor tror jeg også, at vores planer om vækst kommer på det helt rigtige tidspunkt,” siger Torben Thornæs.
Den første fundingrunde skal gøre det muligt for virksomheden at opbygge et varelager, men også til at skalere produktionen, så tilgangen af nye tønder vokser i tempo. Sidst, men ikke mindst, skal der lægges ressourcer i et salgskontor med fokus på eksport.
”Vores strategi hviler på tre vigtige ben, og det er dem, vi nu skaffer kapital til. Vi skal lægge mere whisky på lager, vi skal øge tempoet i produktionen, og vi skal have åbnet for salgskanalerne, så det nødvendige træk er sikret gennem værdikæden. Når vi kigger frem mod 2030, skal 80 % af vores produktion afsættes i udlandet – men arbejdet starter allerede i dag,” siger Torben Thornæs.
For yderligere informationer kontakt:
Torben Thornæs Andersen
Founder, MD and Head Distiller
Thornæs Destilleri A/S
Mob. +45 5091 5890
Mail torben@thornaes.com
Fakta om Thornæs Destilleri A/S
Find senest opdaterede oplysninger om Thornæs Destilleri i faktaarket, som du finder på blogsiden.